Kategori: Ikke kategoriseret

Jeg ved godt, at der er mange mennesker, der dør hver dag. Mennesker jeg ikke kender og mennesker, der både er søde og rare, men hvis død ikke påvirker mig synderligt. I morges kom nyheden om at David Bowie var død. David Bowie er død. Bowie. Bowie kan sgu da ikke bare sådan dø. Han har altid været der. Det har gjort dagen grå og trist på en underlig måde.

Lige nu spiller de “Wild is the wind” i radioen. Den er fra Station to Station og Bowie har ikke selv skrevet den, men han fremfører den så helt vidunderligt smukt. Jeg elsker det nummer og nu skriver jeg altså lige lidt om Bowie. Jeg kom lidt sent med på Bowie-vognen, da jeg trods alt er noget yngre end ham. Jeg fik Changesonebowie i 16-års fødselsdagsgave af min storebror. Jeg husker tydeligt, at jeg var ret skuffet over gaven. Jeg hørte jo hip hop og rock og alt muligt andet end David Bowie, men bevares det skulle da høres. Min bror havde sendt CD’en fra Japan og den var derfor ikke lige til at få byttet. Og så var jeg solgt. Jeg var solgt med det samme og siden dengang har Bowie for mig været en af de allerstørste.

Jeg nåede at se ham en gang. Det var i 1996 på Midtfyns, hvor han kom i afslappet tøj og gav en super koncert uden ekstranumre, da han havde lidt travlt med at komme hjem til England eller hvor det nu var han skulle hjem. Jeg husker han startede med Quicksand. I perioden deromkring kommer de udspacede plader Outside og Earthling og jeg husker, at vi er i Berlin med vores Nordiskhold og Søren og jeg snakker meget Bowie. Vi ser Christiane F og går de steder hun også var. Vi er i Berlin og vi er sønner af Bowie eller noget i den stil. Siden forsvandt Bowie lidt fra stjernehimlen med nogle alt for jævne plader og en lang tavshed. Og så sidste år kom der en ny plade, og jeg elskede den og råhørte den så sent som sidste uge. Og så kom der en ny plade og den fik gode anmeldelser og jeg har ikke nået at få den hørt inden manden dør. Bowie er død. En ener og en verdensfornyer er gået bort. Bowie var fucking vild. Bowie var et ikon. Ikonerne dør i disse år og erstattes ikke.

Bowie er død.

Edit: Det var i 97 Bowie var på Midfyns, og The Next day er fra 2013.

Nok er det mørkt og koldt udenfor, men det er også det, det er. Det er nemlig ikke vådt eller gråt. Det er sort og iskoldt. Det kan jeg lide, og når Guns ‘n’ Roses flyder i de røde hovedtelefoner og hunden går sådan nogenlunde pænt og ikke skider alt for meget i de pæne forhaver, så går det sgu nok det hele. Jeg elsker kulden. Jeg lever med mørket og det sorte, mens jeg hader det grå grå grå våde pisvejr, som det altid er i fucking november.

I dag er jeg gået på kontoret. Det var så fint vejr og med musik i ørene er fem kilometer jo ikke så langt. Jeg kan lide at gå, og det har jeg altid kunnet, og så bliver man jo også inspireret, når man ser Thomas Helmig og Anders Agger gå og sludre på hærvejen. Det er fint at gå, og man kan ikke rigtigt skynde sig. I naturen kan man gå og nyde lydene. I byen kan man høre sin musik i øretelefonerne. Det er dejligt. Engang gik Gnags også en tur ned ad en gade.

Hvis jeg var en hest, var jeg helt sikkert blevet skudt. Jeg bidrager med intet andet end lidt snak og så lidt sure miner. Ellers er jeg sgu bare træt. Jeg ville ønske jeg kunne sove i tre måneder og så vågne frisk og veludviklet. I stedet sover jeg lidt og vågner meget og er bare udbrændt i mit hoved. Sådan går det sgu nok bare når man er b-menneske, depressiv, introvert, en anelse ocd, en anelse manisk, en knivspids adhd og så ellers en flot fyr af fineste rang.

Jeg ved sgu ikke om jeg får skrevet mere i år, så alle bloggens 2-3 læsere ønskes hermed et dejligt nytår.

I 2015 har jeg ikke lavet en dyt, der gav penge. Jeg har faktisk ikke tjent færre penge siden 1991, hvor jeg boede hjemme og ikke fik andet end lidt lommepenge hist og her. Det bliver der nok lavet om på i 2016, så vi ikke kommer til at flytte fra hus og hjem og boplads og have og alt det der hejs.

Til gengæld har jeg været ret så meget ude af Danmark i 2015. Jeg har været i England, på Tenerife, I Spanien, i Berlin, i Paris og senest i Hamborg. Ikke så ringe af en introvert type, der ikke er så meget for at rejse. Og det var faktisk kun i Berlin, at jeg fik det skidt. Det er en hel OK statistik.

Ellers så er de ting, der falder mig ind oven på 2015, at jeg gennemførte et cykelløb i bjerge, at jeg hjalp til og oplevede en masse på Odense Film Festival, at jeg havde en kæmpe fest på Tinderbox15 og at søde og dejlige Jürgen Klopp kom til Liverpool for at frelse verden.

Kram til alle og dejligt nytår. Liverpoolbogen kommer i 2016 – det lover jeg sgu.

Det står stille på læsefronten. Det er dumt, men det er også sådan det er. Måske man skulle gå i gang med at læse et eller andet dumt…………….eller klogt. Måske bare gå i gang. Til gengæld har jeg igen igen været på kunstmuseum og set et kunstværk. Det er en hængekøje på et museum og derfor et kunstværk. Tillykke med det.

Det kan komme bag på de fleste, men jeg er åbenbart både introvert og feminist. Det er noget værre noget, og man skal passe på med at undersøge ord og ting hele tiden, for man får så mange titler pålagt sin til tider svage personlighed. Jeg vidste nok godt, at jeg var introvert, men ikke lige, at jeg også var feminist. Men jeg har lige læst at feminister går ind for ligestilling og at det sådan set bare er det de står for. Den er jeg jo med på. Personligt har jeg vel gjort en hel del for at nedbryde det patriarkalske samfund ved både ikke at blive til noget og samtidig være sådan en, der henter børn og hjælper til i skolen.

En introvert feminist. Så er man da noget.

Småsyg og bare træt og det er snart jul. Sådan er det jo en gang om året og det er helt fint. Jeg er kommet lidt i gang med at skrive på vores Liverpoolbog og så har jeg lige erfaret, at 2015 har været et oplevelsesår af de store. Det betyder så nok, at 2016 bliver et år, hvor der skal tjenes penge, men det er også helt fint.

Vi havde forleden besøg. jeg tog nogle fine billeder synes jeg selv.

Jeg kan huske, da jeg var en bette knægt og så Silas på TV. Det var i en efterårsferie og der kom et nyt afsnit hver dag. Fredag var det så afsluttet, og jeg fik helt ondt i maven over, at det var slut. Nu kom der aldrig mere Silas, og det gjorde mig ked af det. Siden dengang har jeg savnet Silas, hvis titelmelodi i øvrigt var den eneste jeg nogensinde lærte at spille på blokfløjte af musiklærer Vagn Pedersen. Nej det passer ikke, at jeg har savnet Silas, for jeg er jo blevet voksen og har set mange serier siden. Ja jeg skrev endda speciale om TV-serier. Jeg hævdede vist at Twin Peaks var noget nyt og noget, der ændrede måden at se TV på. Det er der vist så lige kommet en bog om, så det er meget skægt.