Måned: november 2011

I onsdags var jeg lige forbi pædagoguddannelsen i Odense, der holdt en præsentationsdag af deres forskellige projekter. I den forbindelse havde jeg lavet en lille film, som I kan (men som I ikke vil) se her i bunden. Der var også et par foredragsholdere, hvoraf jeg kun hørte den ene, da jeg bare skulle vise filmen og så videre. Men de to oplægsholdere fik mig til at tænke på, hvor meget, der egentlig bliver snakket og skrevet i denne her verden. Det er ikke dem specifikt, jeg tænker på, da arrangementet i Odense var ganske og aldeles fint. Det var bare sådan generelt. Der bliver lavet så mange powerpointsshows, holdt så mange møder og skrevet så mange oplæg og referater, at det er helt skørt. Når man kører i tog sidder der jo minimum 2 i hver vogn og taster løs på deres bærbare computere. Og når man går rundt på virksomheder, sidder folk jo enten til møde eller bag en skærm. Tænk, hvis alle disse mennesker (mig selv inklusiv) en dag om ugen droppede alt deres teksteri, møderi og powerpointeri og så gik ud og byggede et eller andet. Eller ordnede lidt have eller hjalp de ældre, eller  noget helt andet end det luftarbejde mange af os går og laver. Så kunne vi da få ordnet en hel del. Vi kunne også bare mødes og spille musik sammen. Eller lave noget andet sammen. I stedet sidder vi og gemmer os bag vores skærm, som om ingenting er hændt. Det er skørt.

Pædagogfilm:

Så gik der endnu en uge med få højdepunkter, men jeg prøver lige at finde nogen frem.

Bitterfissen Bethany er et højdepunkt. Ikke fordi hun er noget orakel, men fordi hun bliver taget seriøst af forskellige medier. Selv sammenligner hun sig med Dolph, og det giver god mening. Bloggen er god sjov og har noget befriende vulgært og ærligt over sig. Det kunne være Christian Baunvig, der stod bag. Det er det sikkert, men han vil aldrig indrømme det. Baunvig har tidligere lavet geniale ting på nettet og er blandt mine fire største idoler. Hvem de andre er, får I aldrig at vide.

Så har jeg i dag modtaget et par ting med de der Manics. National Treasures, der er en samling af deres singler og videoer, og Death of a Polaroid, som er en billedbog om Manics af Nicky Wire. Det er sådan lidt fanagtigt, men lad mig så være det. Det gjorde mig i hvert fald lidt glad at pakke gaven fra Amazon op.

I morgen står den på koncert med Malk de Koijn. Dem blev jeg i sin tid præsenteret for af ovennævnte Baunvig. Det var i forbindelse med deres første plade, som vi hørte en del af i vores filmgruppe. Specielt nummeret Jagt fik fuld pedal, som jeg husker det. Jeg var til koncert med Malk tilbage i 2002. Det var sammen med Lene og Helle og nogle andre. Det var dengang i Århus og på Voxhall. Nu bliver det med Thomas i Odense på Posten. Det glæder jeg mig til, selvom jeg skal ud og cykle søndag formiddag.

Må alle I smukke mennesker få en dejlig weekend og livet vare længe ved.

Jeg skriver ikke så meget om fodbold her på min lille blog, men her til aften skal det være anderledes. Som alle ved, holder jeg utrolig meget med Liverpool, og det kan derfor gøre ondt, når de taber eller spiller dårligt. I dag spillede de skidt mod nyoprykkede Swansea, i en kamp på Anfield, der endte 0-0. Sådan en kamp skal bare vindes, men alligevel er jeg ikke sur over resultatet. Bevares jeg så jo helst, at vi havde vundet stort, men når det nu ikke sker, så tillader jeg mig altså at kigge på det positive.

Liverpool har ejere, der har vendt skuden og fået klubben på ret køl. De har i Kenny Dalglish en af de mest sympatiske managers i fodboldverden, og hans forståelse for Liverpool og for klubbens tilhængere er i min verden helt vildt vigtig. I en fodboldverden, hvor trænere fyres for et godt ord, er det sgu fint at have en god solid mand ved roret. Liverpool er Kennys klub, han er ikke bare på gennemrejse, og det er tydeligt, at han prøver at få nye spillere til at forstå klubben. De nye spillere har klaret det godt og skidt. Suarez og Enrique er guldfuglene, alle er glade for. Henderson, Adam og Carroll får til gengæld tit skyld for ikke at være gode nok. Men folk glemmer at Henderson er 20, Carroll 21 og Adam 25. De skal modnes og bygges op til at være gode spillere for Liverpool Football Club. På samme måde som Manchester United har gjort det med så mange. Vi er flere, der har grinet af Darren Fletcher, Wes Brown, John O Shea, Johnny Evans og så videre, men de spillere henter sgu den ene pokal efter den anden. Fordi de får chancen, og fordi de har et vinderinstinkt. På samme måde skal Carroll, Henderson og Adam behandles. Se bare på Lucas, som mange i starten havde som prügelknabe. Nu er han fast mand både i Liverpool, men sgu også på det brasilianske landshold. Jeg er glad for Kenny, glad for ejerne og glad for den strategi klubben kører. Hvis det gør os til Englands 6. bedste klub, så lever jeg med det. Jeg vil gerne være stolt af at holde med Liverpool. Det er jeg nu, og de kommer også til at slås med om fjerdepladsen i år såvel som Carling Cuppen og FA Cuppen. De hurtige løsninger er forbi, det har selv Real Madrid forstået.

Om tre uger drager jeg med Lasse til Liverpool. Vi har ingen billetter til kampen, men Lasse er den evige optimist, så han forventer billetter på den ene eller anden måde. Jeg vil glæde mig til turen og til gensyn med byen, og så vil jeg bare håbe på at jeg kan få et lille syn af Kenny Dalglish, for han er om noget en mand, der knokler røven ud af bukserne for Liverpool Football Club.

De har reddet mig før, og nu er de ved at gøre det igen. Jeg elsker dem. Så er det sagt.