Det sner

Det er søndag, som det har været så mange gange før. Jeg er startet dagen så stille, som det overhovedet kan lade sig gøre. Klokken er 12.25 og jeg har ikke engang fået bukser på endnu. I mit fjernsyn siger verden farvel og tak til Sydkorea for et fint vinter-ol. Udenfor er det frost og snevejr, og det kan jeg godt lide. Jeg håber i løbet af dagen, at få bukser på og måske bevæge mig ud i verden med mit kamera og tage et billede eller to af verden i sne. Indtil da vil jeg se fjerner og drikke kaffe. Sådan er det.

Print Friendly, PDF & Email

Bøger

Jeg har meget snart læst tre bøger i dette herrens år. Jeg startede med fjerde bind af Jesper Steins krimiserie om politimanden Alex Steen. Det er nogle fine bøger. Hvordan de er sammenlignet med andre danske krimier ved jeg ikke så meget om, da jeg ikke læser så mange af den slags og der udkommer en milliard om året, men jeg kan lide Steins bøger. Endnu bedre kan jeg lide den svenske Fredrik Backman, der er mest kendt for bogen “En mand, der hedder Ove”. Jeg har læst “Min mormor hilser og siger undskyld” og forsættelsen af denne “Britt-Marie var her”.  Det er svensk hverdag kombineret med humor og meget fine betragtninger om livet i en forholdsvis moderne verden. Min Mormor… handler om pige Elsa, hvis mormor dør. Mormoderen har efterladt Elsa en slags skattejagt i form af en håndfuld breve hun skal aflevere til beboerne i den opgang, hvori de bor. På den måde møder vi en masse skæbner igennem den 7-årige piges fantasiverden, som hun har opfundet med den afdøde mormor. Britt-Marie er også med i denne bog og er en ret så irriterende personage i starten. I fortsættelsen følger vi Britt-Maries kamp for et nyt liv i en lille svensk skodby ved navn Borg. Det er ret godt. Britt-Marie bliver involveret i et fodboldhold til trods for, at hun ikke har noget som helst lyst til det eller forstand på denne sport. Jeg elsker den måde Backman skriver på og hans humor. Heldigvis har han skrevet flere bøger. Det er godt.

Print Friendly, PDF & Email

Økonomi

Hvis man tager alle pengene fra de arbejdsløse, så vil de ikke kunne købe mad og andet godt. Så ville mange butikker skulle lukke og det vil skabe flere arbejdsløse. De ville ej heller kunne betale deres husleje og dermed blive smidt ud af deres lejligheder og huse. Så ville udlejerne tabe penge og boligpriserne falde markant. Hvornår går det op for folk, at man ikke bare kan tage penge fra de fattige og på den måde gøre samfundet rigere?

 

Print Friendly, PDF & Email

En kaskade af ord

Vi overlever i en verden, hvor man ikke må sige “neger” eller “store patter”. Man må dog godt lyve sig bedre, end man er. Det forventes faktisk. Og så behøver vi heller ikke ansætte folk fra andre lande, når vi danske nu engang er så gode til at skrive et CV og brande os selv som flotte og stilsikre ikoner i en verden fuld af middelmådighed. Så længe vi ikke siger “neger” eller “store patter”, må vi godt synes, at udgangsforbud er helt fornuftigt, og at menneskerettighederne er noget pjat. Vi siger jo ikke de forkerte ord. Og så længe vi bare er robuste, skal det hele nok gå. Og dem, der ikke er robuste er nok bare dovne. De stærke derimod, de overlever. Så længe de stærke ikke slår på tæven, men er mellemledere med mange møder og dertilhørende mails. For vold er noget værre noget. Vi må ikke slå på hinanden. Det er fy. Altså så længe det er mennesker. Lande må godt. Vi må godt banke andre lande, der ikke er søde, men hvis Emil og Jonathan slås i skolegården er det altså bare ikke naturligt, og deres forældre skal til en snak, og så kan vi skrive om det på skoleintra. Det er også synd for kvinderne. De lever i en middelverden og kommer bare ikke nok i bestyrelser eller noget. Det er nogens skyld. Middelklassens kvinder er ofre, som burde sidde i bestyrelser med betalt barsel. Mænd er til gengæld noget, fanden har skabt. Ikke bare bestemmer de og undertrykker kvinder, de sidder også på værtshus og drikker øl for deres kontanthjælp. Og så er de i fængsler og alt muligt. Det er i øvrigt deres egen skyld. De burde holde op med alt deres kriminalitet og mandighed. Det er også synd for dyrene. Altså ikke dem, det ikke er synd for. Vi skal spise dem, der har det godt og ikke spise dem, der har det skidt. Og hvis vi ikke gør det, er vi altså dårlige mennesker med ar på sjælen og ingen finger på pulsen. Så gør det knap så meget, at det forurener meget mere at flyve end at lave hakkebøffer eller noget som helst andet, for vi skal jo på ferie. Det skal vi jo. Hvad skulle vi ellers gøre? Og de fattige skal ikke have flere børn. Mennesker er kun gode, hvis de er rige eller i hvert fald i en eller anden form for middelklasse. Og hvis man er fattig, er det fordi, man ikke gider have sig en mellemlederstilling og hellere vil ryge heroin end arbejde i Netto eller Fakta. Og så skal vi i øvrigt overvåge hinanden noget mere. Det er jo kun dem, der har noget at skjule, der har noget at frygte. Og så kan vi ellers bare bruge de informationer vi får til det, vi ellers vil bruge dem til. Og så skal de syge arbejdsløse i øvrigt møde op for at blive tjekket om de vitterligt er syge, eller det bare er noget de siger. De lyver nemlig meget de arbejdsløse. De lyver på den forkerte måde. De burde lyve noget mere i deres CV, så de også kunne blive mellemledere. Så også de kan brænde for branding og emails og organisationsudvikling og være robuste og engagerede og fleksible indtil de igen bliver syge og skal i gang med at lyve på den rigtige måde igen.

Print Friendly, PDF & Email

Job og shit

Jeg går på arbejde hver dag og arbejder 15 timer om ugen, men får ikke løn for det. Til gengæld får jeg stadig sygedagpenge. Det er ikke vildt mange penge, men heller ikke mindre end ingenting. Jeg vil gerne flytte i et lille rækkehus, men så kan jeg ikke helt klare mig for sygedagpenge og skal så i fleksjob. Det var fedt engang at komme i fleksjob, men der er skruet alvorligt ned på det. Det jeg håber på, er at få et job, hvor jeg kan få en akademikerløn i 15-20 timer om ugen og derefter spædes op med flekshalløj. Så kan jeg med held komme over 20.000 danske kroner om måneden, og så kan jeg få mig et lille rækkehus. Det er små krav, men man har jo lov at håbe.

Print Friendly, PDF & Email