Jeg er syg for tiden og ligger meget i min seng, men det er ikke hverken influenza eller skarlandsfeber, jeg lider af ,men den satans ting, der hedder depression. Det har jeg gjort alt den tid jeg kan huske, og jeg er ved at være godt og grundigt træt af det. Nu skriver jeg det her på min blog, så hele verden (eller de 3-4 læsere) kan få det at vide. For det er stadigvæk en tabubelagt sygdom, som man ikke rigtig snakker om. Det er stadig lidt tys tys, når folk modtager medicin og går til psykolog eller psykiater, men hvorfor egentlig? Hvis jeg havde brækket et ben, havde der været fyldt med billeder på hjemmesiden af benet i gips, og det havde været en ren fest. Nu har jeg så heldigvis ikke brækket benet, men lider af melankoli, som Søren Kierkegaard kaldte depressioner.
Det er en sindstilstand, men det er også en sygdom, der både er arv og miljøbestemt. Den har holdt mig i sengen i nu en uge, men nu vil jeg snart ud til verden igen. Jeg vil have det bedre, både for min egen, men for satan også for min stakkels familie, der ikke kan kan leve med sådan et fjummergøj som mig, som jeg er nu.
Skulle du have lyst til at læse mere om, hvorfor man ikke bare tager sig sammen og kommer op på hesten, kan du læse mere her og her. Det er desværre tilbagevendende, men jeg kæmper, som Jamie Carragher i Champions League finalen mod Milan i 2005, for at komme over det lort. Jeg er inderst inde en glad dreng, en god far og et sødt menneske – det er bare så satans svært at se lige nu. På mandag vil jeg prøve at gå på arbejde igen, for som Jacob Haugaard engang sagde: “Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge”.