På vandring

I dag har jeg vandret mig en længere tur til tonerne af Bright Eyes’s helt igennem fantastiske album I’m wide awake it’s morning. På turen tog jeg blandt andet et billede af det gamle Fynsværket, der nu hedder Vattenfall. I forgrunden er den sorte og fede fynske muld og vinden er i den grad i vest.

På min tur tænkte jeg over, at film noir ikke er en genre, men en stil. På Wikipedia står følgende:” Film noir (fransk for “sort film”) er en filmgenre, der forbindes med kriminalfilm med en dyster og skæbnetung stemning, hvor filmens personer lever i en kynisk og usympatisk verden.”, men dette er altså ikke helt rigtigt. Det er sandt, at mangt en film noir har det kriminelle aspekt, men det at en film er noir har i princippet ikke noget med handlingen at gøre. Det er jo billederne og lyssætningen, der gør den “sort”. Det er modlyset igennem persiennerne, det er nattebillederne og det er de indendørs billeder, der gør at filmen er noir. Eller er jeg helt galt på den? En film noir kan i sig selv være en genrefilm såsom kriminalfilm, melodrama eller komedie for den sags skyld. Faktisk kan man sige, at så forskellige film som The Maltese Falcon, Citizen Kane, Blade Runner, Casablanca og Touch of Evil alle er Film Noir, men de tilhører ikke samme genre.

Posted by Picasa
Print Friendly, PDF & Email

Wilbeks tropper


Ja det er ikke mange film, jeg får set for tiden, da fruen konstant ser håndbold… Ok jeg indrømmer at jeg også kigger med, og at jeg godt kan lide det, men sig det ikke til nogen. Nå men Wilbeks tropper gør at fjernsynet ofte er optaget, og at jeg ikke får set film. Jeg skulle have været i undergrundsbif i går og set Orson Welles’s fabelagtige Touch of Evil fra 1958 (den sidste film noir i noir-bølgen, der startede i 1941 med Citizen Kane og The Maltese Falcon. Denne parentes kan diskuteres, men det passer sådan nogenlunde), men Aske nægtede simpelthen at falde i søvn, så jeg kom ikke ud af døren og brændte derfor Kasper og Ricki af på det groveste. Nej det var vist ikke på det groveste, men jeg ville da gerne have set både dem og filmen.

Ellers slog Liverpool i dag mighty mighty Havant Waterlooville (eller noget i den stil) med 5-2 på Anfield Road. Liverpool var bagud både 1-0 og 2-1 mod holdet fra Havant, der mestendels bestod af murere, VVS-arbejdere og tømrere, og som sikkert alle havde været på job lørdag formiddag inden kampen. Flot af Liverpool, som virkelig har en super sæson………………NOT! Billedet er af spillerne fra Havant, der fejrede nederlaget som en sejr efter kampen. Om ikke andet, så har holdet fra den sjettebedste række i England fået en stor oplevelse i dag. Tillykke med nederlaget til Havant og masser af respekt herfra.

Print Friendly, PDF & Email

Hvordan med sygdommen Henrik?


Jeg har lige sygemeldt mig i næste uge fra arbejde. Jeg var til psykolog i dag og Lotte (hedder Lise Lotte, men kalder sig Lotte) fik mig vist overbevist om, at det ikke er for sjov det her, og at jeg rent faktisk er syg. Det gode ved sygdomme er, at de kan kureres. Så vi kører på med terapi og ny dyrere medicin. At gå til psykolog burde være for alle mennesker og ikke kun de rige, som jeg åbenbart tilhører. Det koster kr. 850,- pr. gang, hvilket er mange penge, specielt, hvis ikke man har dem. Det har jeg heldigvis, og de er godt givet ud. Det er dog lidt absurd, når man skal betale efter en snak om liv, død, smerte og alt det der gør ondt. Man kører lige dankortet igennem på beløbet og så er det ellers på gensyn om et par uger. Jeg skal op til Lotte igen den 5. februar – det synes jeg er langt væk. Imellem tiden skal jeg lære at passe på mig selv og komme lidt ud, så hvis der er nogen, der vil gå en tur/drikke en kop kaffe/se noget fodbold så ring eller skriv endelig. Alkohol derimod er bandlyst for tiden, da det ikke er godt for hovedet og sjælen. Og det er jo skidt, da det ellers altid har været en af mine styrker at drikke store mængder øl og spiritus……måske jeg skal få nogle andre spidskompetencer såsom stavgang, bridge eller bankospil.

Print Friendly, PDF & Email

Elvis og mig

Så blev youtubekortet spillet. Elvis er i huset. Når jeg bliver lidt ældre vil jeg være Elvisfan. Det er jeg ikke endnu, men jeg kan mærke, at følelsen er på vej.

Print Friendly, PDF & Email

Nyt indlæg

Da dette er en blog, har bloggens læsere også krav på nye indlæg i ny og næ. Man kan til tider blive fristet af bare at smide et sjovt youtube-klip på bloggen, men er det godt nok? – Næppe. Så da jeg i dag skulle skrive noget var jeg igen i tvivl. Skrive om mig selv er for kedeligt (jeg er dog på vej tilbage), fodbold er for deprimerende, arbejder gør jeg ikke, men vi har til gengæld fået nyt gulv på i køkken og udestue. Det har jeg lige taget et par billeder af, men nu sidder jeg desværre ved min computer i kælderen og mangler et stik, så jeg kan overføre billederne til computeren, så det var heller ikke nogen speciel fed idé.

På CD-afspilleren er der Band Of Horses’s Cease to begin, hvilket er en fin , omend ikke særlig lang, plade

Jeg kunne også tage billeder af mine børn og lægge ud, men der ligger sgu allerede så mange. Hmmm jeg tror jeg vil lade dette indlæg stå for sig selv og så sende et par mails til mine søde kolleger, der klare strabadserne på jobcentret uden mig.

Print Friendly, PDF & Email

Glæden ved fodbold?


For et års tid siden blev Liverpool FC opkøbt af de to amerikanere George Gillett og Tom Hicks. Dengang skrev jeg på min hjemmeside, at det var med blødende hjerte, at jeg så min yndlingsklub blive solgt til to amerikanske ejere, og jeg skal da love for, at hjertet får lov til at bløde videre. Siden opkøbet har der stort set ikke været andet end ballade i klubben og Liverpool er gået fra at være en stolt klub i resultatmæssig krise, til et galehus i resultatmæssig og økonomisk krise. Hicks og Gillett overtog klubben med gæld og alt, hvad det indebar. De lovede ikke at føre gælden tilbage til klubben, men det er de godt i gang med nu. Liverpool har ikke haft flere penge at købe spillere for end normalt og Hicks har offentligt sagt, at de har forhandlet med Jürgen Klinsmann om at blive Liverpoolmanager til trods for, at vi i Rafael Benitez allerede har en fin en af slagsen. Rygterne vil, at de to amerikanere måske allerede er ved at sælge klubben igen til Dubai International Capital, med en stor fortjeneste. Jeg ved ikke helt, hvad der foregår, men mesterskaber vinder klubben i hvert fald ikke og balladen går helt sikkert ud over klubbens renommé og spil på banen.

It’s sad. It’s really sad.

Print Friendly, PDF & Email

Store fødselsdag


I dag er det store fødselsdagsdag. Jeg kender to, næsten tre, der har fødselsdag i dag.

For det første skal der lyde et stort tillykke til min dejlige, skønne, kulrede, kønne, vidunderlige, skøre, fantastiske, elskværdige og helt igennem smukke svigerinde Lise, der bliver 27 år (ca.) i dag. Tillykke min pige.

Derudover har Niels fødselsdag. Han bliver 27 år og har lige udgivet en bog, der kan købes her. Niels er cool, smuk og en helt igennem gennemført god ven, som jeg savner her i Odense.

Til sidst skal det nævnes, at Liverpools svar på Wilson Kipketer Mohammed “Momo” Sissokko også fylder år i dag. Tillykke Momo, du er spændstig og smuk, men nok ikke helt god nok til verdens bedste fodboldklub (vel også derfor du spiller i Liverpool).

Tillykke til alle tre, må vejret blive godt og sommeren lang.

Print Friendly, PDF & Email

Dagens billede er en blomst

Dette billede er taget i min have for et par år siden. Det er en pæn blomst, selvom det vist betegnes som ukrudt blandt de finere (og kedeligere) haveejere. Jeg glæder mig til der kommer blomster og sommer igen. Det er sgu træls med alt det gråvejr, regn, dis og tåge.

Her til aften har jeg endelig fået set Rocky Balboa (Hvordan har jeg levet uden Canal Plus?). Den er jo fantastisk, som den første også var det. Jeg elsker Rocky. Rocky er min ven.¨

Posted by Picasa
Print Friendly, PDF & Email

I love desperate people

Om det er påtaget, eller skyldes mine egne små særheder ved jeg ikke, men jeg tiltrækkes konstant af historier om desperate mennesker. Folk som Jim Morrisson, Richey Edwards, J.D. Salinger og nu også Ian Curtis. Der er nemlig lige kommet en ny film i de danske biografer ved navn Control og den handler om Curtis, som jeg faktisk ikke ved så meget om. Han var deprimeret, havde epilepsi, var forelsket i flere på en gang og endte med at tage sit eget liv. En tragisk, men også smuk historie, som jeg glæder mig til at se. Herunder er en trailer for filmen – se den og se filmen.

Print Friendly, PDF & Email