Henrik Christensen

Efter en uge i et dybt og sort hul er jeg ved at komme oven på igen. Jeg har fået rigtig mange hilsner de seneste par dage fra dejlige mennesker, som jeg holder meget af, og som også holder af lille mig. I ved, hvem I er, og I skal vide, at det har varmet rigtig rigtig meget i mit lille drengehjerte. 

Nu er dette jo Henriks blog, så jeg må godt navlepille om mig selv, mit og kun mit og mig og kun mig, så det gør jeg sgu.

My brain’s messing with my head – på andre måder kan jeg ikke sige det. Jeg er oppe i dag for første gang siden tirsdag og mit humør er faktisk OK, i går var jeg ved at blive gal. Gak gak og fucking gak og jeg ved simpelthen ikke, hvad der sker. Det er faktisk lidt uhyggeligt, og jeg er også noget bekymret for det hele, må jeg indrømme, men jeg kæmper videre. Det er sgu kun Jack Nicholson der kan være cool på en galeanstalt og jeg vil altså også være cool. Men det er vist noget med, at jeg snart på tale med nogle flere læger, for det her går ikke så helt og aldeles vanvittigt godt. Lene kæmper en brav kamp, faktisk har jeg aldrig set hende så sej og smuk som nu. Jeg er bange for at miste hende og for at miste Aske og Nana, ja generelt er jeg vist bare bange.

Nu er så spørgmålet om man overhovedet må skrive om sådanne emner på en blog, eller om man skal holde sig til X-factor og fodbold. Hvad nu, hvis kommende arbejdsgivere, tidligere elever eller bare ganske almindelige fodfolk fik nys om dette. Ja hvad så? Så lærer de nok noget om livet og bliver bare en anelse klogere, og hvis de har et problem med det, så må de tilbage til deres småborgerlige huler i ligegyldige midtjyske byer.

I et forsøg på at gøre verden mere farverig, har jeg bestilt billetter til mr. cool himself Bonnie “Prince” Billy, der gør mig den ære at spille for mig og mine venner i Tivoli den 8. juli – selvom jeg ikke glæder mig nu, ved jeg, at det bliver fedt.

Og så vil jeg have mig en ny bærbar computer. Det bliver nok en Macbook, men jeg ved det ikke endnu. Jeg har brug for en bærbar computer til, hvis jeg måske skal ud og erobre verden til næste år. Mulighederne for en verdensturné er i hvert fald til stede, og kommer muligheden, så tager jeg den sgu.

Den selvudslettende neurotiker har droppet at finde ud af noget som helst her i verden. Måske er han kommet frem til, at det eneste han kan finde ud af, er at ligge i sin seng og se DVD. Det er i hvert fald, hvad den står på for tiden. Jeg fik ikke søgt et arbejde, jeg ellers var blevet kraftigt opfordret til, jeg har droppet at spille fodbold, jeg spiser heller ikke meget, men til gengæld får jeg set Selskabsrejsen 1-5 i det lille tv i soveværelset.

Godnat verden, jeg sover videre.

Lene er i byen og jeg er alene hjemme med Aske og jeg har ikke TV-3 og Liverpool spiller mod Inter og og og og og…Og jeg har lige betalt mig fra at se kampen på nettet i noget der umiddelbart ligner super kvalitet. Så nu slukker jeg for Stereophonics og håber Liverpool kan redde min dag.

COME ON YOU RED MEN

Så fik jeg mit første glimt af x-factor og jeg er alvorligt bekymret for verdens sikkerhed og for den ganske danske befolkning i alt almindelighed. Det har i årevis undret mig at ellers fornuftige mennesker med nogenlunde forstand har kunnet udtale ordene “Justin Timberlake er ret fed og funky” og “Prince er bare et herre stort geni”, når alle ved at Justin er en lille ligegyldig dansetrold, der synger sange om ingenting og Prince er en gammel dværg på viagra, hvis eneste åbenbare styrke er at han kan gå i spagat mens han spiller guitar. Nu er folk så begyndt at holde af X-factor. Et program med tre dommere, som overgår hinanden i stupiditet. Remee poptrold med varm luft på programmet og uden en relevant mening om noget som helst vigtigt i denne verden. Lina Rafn talentløs “sangerinde” i et ligegyldig semiteknoband – og køn er hun sgu heller ikke og så til sidst vores allesammens Thomas Trommeslager. TT holdt her til aften en tale, hvor han skulle fremstå både klog, arrogant og nærmest samfundsdebaterende, men hvis Birthe Kjær havde slået en prut i et badekar havde lyden af denne, haft mere substans end det ævl den skaldede trommeslager fyrede af. Bagefter satte han sig med ansigtet i hænderne, da han vist har lært, at det signalerer, at man er i kontakt med sine følelser – sikke dog en opblæst Right Said Fred-lookalike. Men fedt at Ekstra Bladets tophistorie fredag handlede om, hvordan man scorede Martin….nå nej det var kun den næststørste historie, den var overgået af Jokke fuld på bøssebar – I FUCKING LOVE IT.

Sikke en dejlig dag det var i går. København, 2 Cafébesøg og en aldeles fin koncert af Stereophonics sat sammen, gjorde at jeg havde en super dejlig 6. marts 2008. Jeg tog tidligt til København og havde så fornøjelsen at mødes med min smukke veninde Dorte Marie på en hyggelig Café, hvor vi spiste frokost og snakkede om gamle dage og nye dage og livet generelt. Dorte Marie er et fantasisk menneske og efter frokosten var mit humør helt i top. Ja jeg skrev at mit humør var helt i top, deroppe, hvor det ikke har været længe – helt i fucking top. Solen skinnede og jeg blev hentet af Super-Jensen i den fine lille Golf Turbo Diesel og sammen kørte vi ud til min gamle trænerkollega og medspiller i FK Utopia Mathias, som jeg ikke havde set længe længe og atter længe. Så tog vi ind omkring Vega og mødtes med dem vi skulle til koncert med, spiste en caféburger og tog tilbage til Vega. Koncerten med Stereophonics havde en trist og nærmest tragisk optakt, da opvarmningsbandet The Heroes var det værste bras jeg har hørt i mange år. Men til gengæld var Stereophonics rigtig gode og koncerten var en lang fest med et band, hvor forsangeren fylder rigtig meget. Og med den stemme kan han heller ikke fylde for lidt – han synger da helt fantastisk den lille mand.

Ohhh yeah – den velfriserede yngling er ved at være tilbage i kampform. Efter en træls tid i januar og februar er smilet altså ved at vende tilbage på mine til lejligheden forfrosne læber. Det var en kæmpe befrielse at sige mit job op og det har været super dejligt bare at gå og få det bedre. Jeg løber lidt i ny og næ, spiller også lidt fodbold igen og så bliver Aske afleveret og hentet på cykel hver dag, så på sigt må pæreformen også forsvinde. I aften vil jeg tage på Kick-Off og se Liverpool – West Ham og i morgen går turen til København, hvor jeg skal til koncert med Kasper, Mathias og andre rødder. Vi skal se Stereophonics, som nok ikke er mit yndlingsband ever, men som garanteret fyrer den for vildt af og holder en stor fest, og det er ikke uvæsentligt.

Mit yndlingsnummer for tiden er fra det udskældte band Tin Machine, som ingen i hele verden kan lide, udover altså lige mig. Nummeret er det gamle Roxy Music nummer “If there is something”, men jeg kan ikke finde det på You Tube, så i stedet er her “Baby Universal”

På en dag, hvor det kom frem, at Thomas Buttenschøn var HIV-positiv, at Burger King vil ekspandere voldsomt i Danmark og at man slår ænderne ihjel når man fodrer dem med franskbrød, var det alligevel synet af en natural born runner, der gjorde min dag til noget specielt. For ikke nok med at undertegnede har investeret i et par løbesko, for at få fjernet det værste af pæreformen, minsandten om ikke også fruen i huset har gjort det samme. Hun har selvfølgelig fået noget lidt dyrere udstyr (because she’s worth it!), og godt det ser hun sgu ud. Billeder følger ikke, da jeg er ret sikker på, at jeg ville få pænt mange tæsk med kagerullen, hvis jeg lagde billeder af Lene i løbetøj på nettet. Jeg synes hun er cool, og smuk og ret så dejlig. Lene var på sin første lille tur i dag og hun klarede det over alt forventning, inden længe løber hun sgu nok fra mig.

Tændte for DR2 her til aften, hvor der er tema om store danske rocknavne. Den første del handlede om Nephew, som jo er Danmarks darlinge for tiden og vel har været det i de seneste år. Nephews musik er iørefaldende og gennemsnitlig, teksterne er påtagede og til tider tenderende det pinlige, men bevares det er da OK og de giver vist nogle ret så gode koncerter. Jeg downloadede også Movie Clip i sin tid og nød nummeret, men jeg har aldrig og vil aldrig købe en CD med bandet. Grunden hertil skal ses i aftenens program, hvor Sanger Simon og Trommemand Søren i en halv time snakkede om sig selv, dem selv, hinanden og Nephew, og hvor der på intet tidspunkt var et smil på læben hos dem. Nephew ejer ikke selvironi og det gør dem sgu til noget ekstremt ordinært og totalt uinteressante. Kom dog ned fra jeres piedestal og nyd festen, frem for at gøre jer selv til den moderne tids frelsere. Når programmet engang bliver genudsendt, så lad være med at se Baune som Kvamm, for det er efterhånden svært at se, hvem der spiller hvem.

Til gengæld skal jeg til at være mere selvfed, for ellers får jeg sikkert ikke et job igen. Selvfede Henrik skal nok klare ærterne, for jeg er og bliver den moderne tids frelser. Hil mig og lad Nephew ligge.

Så er jeg igennem Bowie-bogen af Jan Poulsen, og selvom bogen ikke er noget mesterværk, har det været en hyggelig tur gennem Bowies pladeliv. Samtidig med, at bogen er blevet læst har pladerne kørt på enten pladespilleren (eller Ziggy Stardust har) og på CD-afspilleren, og sikke en fornøjelse at lære Bowie at kende igen igen. Fra de første mesterværker som Ziggy og Aladdin Sane til Berlinpladerne til 80’ernes kommercielle gennembrud med Let’s dance og til 90’ernes genkomst med Black tie White Noise og The Buddha of Suburbia til den nyeste jeg har med ham, Hours fra 2004 (mener jeg). Jeg har et par mangler i min samling, som jeg skal have rodet bod på. Jeg mangler The man who sold the world og Space Oddity fra begyndelsen, og dem skal jeg altså have. Jeg mangler også de eklatante fiaskoer Tonight og Never Let me down, men dem behøver jeg faktisk ikke, så dårlige skulle de være. Og så kan jeg faktisk forstå af Jan Poulsen, at jeg også mangler de nyeste Heathen og Reality, som han er ret begejstrede for. Seks plader lyder af meget, men Bowie har ved gud lavet mange plader og jeg har heldigvis de fleste af denne prægtige sangers katalog. Sidder og håber han kommer forbi Danmark igen. Jeg har kun set ham en gang på Ringe og det er da langt fra nok.