Forfatter: henriksrc

Det er endnu engang blevet lørdag. Robotstøvsugeren overdøver fjernsynet, der ellers noget voldsomt viser formel 1. Jeg er i underhylere og t-shirt og hjemmesko fra Berlin. Udenfor skinner solen og en cykeltur lokker, men virker samtidig uoverskuelig og meget fjern. Jeg er fed og fyldt med weekend og ingen energi. Jeg prøver at ordne det med ordninger. Tømmer opvaskemaskine og rydder en anelse op. Ender ved computeren og går i stå. Rejser mig senere op igen. Ønsker at læse, men ender med telefon og TV og ingen hjemme. Det er en trummerum, og der er cykelløb i fjernsynet og trolde i skoven. På mandag skal vi på job igen.

Vi Lever
Nu
og her og der
i et forår
fyldt med politiske meninger
af knap så væsentlig betydning
og imens handler det meste
om mig
og ikke så meget dig
eller det “vi”, vi engang startede med
Jeg er
Mit navn er Henrik
Og jeg er decideret nedladende i min egen
vigtighed
Decideret storladende omvandrende vittighed

Med en alt for ung kasket

går jeg stille rundt og hader

den verden

der både indeholder et dig og et mig

En verden uden os

En kort besked

på en lettere smadret telefon

i klichéfyldt regnvejr

på vej mod

og igennem

men ikke med nogen

kun noget

i form af en lidt for ung kasket

og ret så blå cykel

Det er torsdag og alt er stille. Uanset hvor man lytter hen er der tyst. Det burde måske ikke være sådan, men det er det. Det er et vilkår. Et af livets vilkår. Det er også blevet efterår og koldt og tid til handsker og lange bukser. Sådan går det hvert år.

Det er sommertid og folket holder ferie. Vi spiser mad fra gasgrill, rejser verden rundt og bader og nyder og elsker og alt er så godt, som det overhovedet kan blive. Når vi bliver til et jeg kan alt ændre sig og sommertiden bliver som julen et helvede på jord. Værre end julen, der dog kun er et par dage, er sommerferien i flere uger. Flere ugers ensomhed og selskab kun med egne tanker. Tanker, der går fra at være useriøse drømmende planer om en god ferie til at handle om, hvilket træ i skoven man skal hænge sin løkke og sig selv. Det er rædderligt. Det er så ubehageligt og fylder mig med had og bitterhed. Jeg hader alt og alle og glædes kun, når andre fejler. Død og helvede. Død. Sort sommer.

Bruce er kommet med en ny plade, men jeg har ikke hørt den. Teksterne skulle ellers cirkle om enlige mænd og deres udfordringer og livet og sådan. Pladen har dog ikke fået så gode anmeldelser, så jeg er lidt nervøs for at sætte den på anlægget. I stedet har jeg hørt en del Rammstein. Det er godt og renser så godt ud. Om lidt vil jeg sætte Bruce på og håbe på, at teksterne kan redde mig og mit liv….. eller noget.

Det er lørdag. Lørdag i provinsen, som jeg plejer at beskrive det. Det er lørdag og jeg kæmper med at vågne. Jeg er altid træt som en junkie, når jeg vågner og specielt i weekenderne, hvor der er mulighed for mere søvn end, hvad vækkeuret tillader. Det er skørt, at man ikke bare vågner og er frisk. Det er skørt, at man skal bruge medicin for at falde i søvn og i princippet også kunne bruge noget at vågne på. Fald ned og vågn op. Og så videre i en lind strøm ud af livets lange vandløb.

For tiden læser jeg Kafka og har en dejligt arbejde. Jeg har skadet mit ben ved at spille fodbold, men er ved så småt at komme tilbage til normalen igen. Liverpool har vundet Champions League og livet er generelt helt OK.

Det er påskesøndag i provinsen. Vejret er varmt og solrigt og i fjernsynet kører et afsnit af “Frasier”. Jeg har lyst til at skrive lidt, og vender derfor tilbage til denne fjollede side. Sidst jeg skrev, var jeg vist blevet arbejdsløs igen. Nu er jeg i fast arbejde og glad for det. Generelt set er jeg glad for det meste. Selvfølgelig kan man blive sur på politikerne, man kan savne sine børn, man kan føle sig forrådt af sit fodboldhold, men alt i alt går det ganske fint. Jeg skulle have brugt ferien på at læse “Niels Lyhne”, men her på næstsidstedagen er jeg knap kommet i gang. I stedet har jeg drukket mig beruset to gange, cyklet et par ture, vasket noget tøj, spillet fodbold og set de sidste afsnit af sæson 8 af “The Walking Dead”. Sådan kan det jo gå, når man er midaldrende og mest af alt bange for ensomheden og verden udenfor.