Solen skinner udenfor. Det er januar og det er koldt. Jeg ligger i min sofa og kigger ud og tænker lige nu på verden og på Edith Södergran. Hun lå også meget ned og kiggede ud på verden. Hun skrev digte og var syg. Hun havde ikke computer eller internet, men skrev bare digte og var klog. Jeg er bare doven. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge, men gider bare ikke gå ud i verden og møde solen. Det er underligt. Jeg tror nu alligevel, at jeg senere vil tage mig bare lidt sammen og så komme derud. Måske gå en tur med en ven. Måske cykle en tur rundt i byen og tænke på alt det, jeg kunne gøre, men som jeg sjældent gør.
