Mandag formiddag og ugen er som sådan i gang. Nana var ked og gad ikke i skole. Jeg er træt og gider ingenting, men sådan kan det jo ikke være, så hu og hej og sikke det går. Ugen er nu struktureret og regninger bliver betalt, så hurtigt som vi kan. Om lidt hopper jeg nok i kælderen og cykler lidt på hjemmetræneren, det regner bare for meget til sport udendørs i dag. Og så har jeg også lige nappet et par afsnit af “The Walking Dead”. Det er en hyggelig serie, men den er ikke så god, som mange andre gode serier. Historierne er lidt for tynde og der går til tider for meget familiehygge i den. Alle dør, men det er kun nogen, der grædes over. Sådan er det også med Paris over for Libanon. Vi græder over Paris, men tænker ikke på terror i Libanon. Det skal vi heller ikke, for hvis vi tog alt lige hårdt ind i hjertet, ville vi ikke kunne eksistere som mennesker. Jeg græder når mine venner og familiemedlemmer dør, men græder ikke over andre menneskers død. Tænk, hvis man hver dag skulle forholde sig til, hvor mange børn der døde i Indien – det ville være umuligt og man ville ende med at tage sit eget liv eller skyde mange andre mennesker. Verden er ikke så sort og hvid, som vi alle går og tror.
Her er yngsten på scenen med Onkel Reje. Ikke så ringe endda.
