Det er ikke så rart at være ramt af nedbrud i hjernen. Faktisk er det noget værre møg og jeg burde nok gøre noget ved det. Altså udover at gå til læge, psykiater, psykolog, få piller og få flere piller. Man kan sagtens være ramt af nedbrud uden det gør noget. Det er bare en tur til helvedes forgård og så hjem igen. Det er bare dage med selvmordstanker, mareridt, ufattelig træthed, konstant angst og frygt og en total manglende tro på at det hele nok skal gå. Hvor er det uretfærdigt. Ikke kun for den ramte, men også for familien. Og hvis man ikke gør noget, så ender man i samme situation, men hvad så, når man føler, at man har gjort alt. Måske man skulle genindføre det hvide snit eller noget i den stil. Undskyld, at jeg skriver det, men jeg har bare brug for at komme af med det i ny og næ.
