Jeg læser en bog for tiden, der handler om Liverpool i 90’erne. Det var i det årti, at britpoppen kom frem, at jeg var sådan ung, at Sky overtog fodboldens verden og at Liverpool gik fra at være mega til at spille bold til at være nano. Bogen hedder Men in white suits og er skrevet af Simon Hughes. Den er god og det er sgu interessant at læse, hvad nogle af spillerne fra dengang tænker om det hele. Tydeligt at de engelske spillere ikke var pjattet med tilgangen af en udenlandsk manager. Jason McAteer mener vel nærmest at Gerard Houllier ikke kunne andet end at have en teoretisk adgang til fodbold, og at han ødelagde meget i klubben. Jørgen Nielsen som vi snakkede med mener til gengæld at uden Houllier var det gået helt galt for Liverpool. Ifølge Jørgen spillede de stort set kun på to mål til træning. Det havde virket før, så det burde også virke nu, men med tilgangen af kontinentale spillere gik det bare ikke at nøjes med at spille bold til træning. En logisk udvikling, men på den anden side, så forsvinder der også noget charme ved fodbolden i England. Fra at være en sport, hvor tilskuerne og spillerne mindede om hinanden og mødtes i bylivet, til at være en sport med superprofessionelle maskiner, der ikke sagde og gjorde noget forkert. Fodbold er gået hen og blevet en pæn sport. Og måske også en kedelig sport. En forretning med fokus på turisme og trøjesalg og vi hopper alle i med begge ben.
I gamle dage var det hele lidt mere råt. Her er det Vinni Jones og Steve McMahon i FA-cupfinalen i 1988. I dag var McMahon blevet liggende, Jones havde fået rødt og Liverpool havde vundet kampen.
