Bogen og så meget andet.

På lørdag drager Lasse og jeg til København, hvor vi skal drikke en kop kaffe med Niels og Jørgen. Niels er min gode ven, som også er Liverpoolfan og som vil skrive lidt til bogen. Jørgen er målmand  og har engang spillet for Liverpool. Det skal nok blive hyggeligt. Jørgen var i Liverpool i en del år, men fik faktisk ikke en eneste rigtig kamp for klubben. Alligevel blev han hængende. Vi skal have hans historie med i bogen.

Meget handler om Liverpool for tiden. Det er jo også fordi, jeg er i gang med den der bog. Og det er fint. I aften møder Liverpool så Wimbledon i FA-cuppen. Det gjorde de også i 1988 i en finale, hvor John Aldridge brændte straffespark og Wimbledon vandt overraskende 1-0. Jeg tror Liverpool vinder i aften, men jeg håber alligevel at Wimbledons forholdsvis veltrænede forward gør en god figur. Der er et billede af ham under Jørgen.

Pressen for helvede da også

Liverpool har i dag lagt et interview med Steven Gerrard ud på deres hjemmeside. Gerrard siger, at det var efter en samtale med Rodgers, at han blev klar over, at han skulle videre. Han siger, at han forstår, hvorfor og at han jo ikke er nogen ung mand længere. Derudover roser Gerrard Rodgers. Ekstra Bladet kører nu en historie om at Rodgers tvang Gerrard væk fra Liverpool. Det er så ringe. Hvorfor bliver jeg ved med at læse nyheder på nettet, når de åbenlyst er så dårlige. Jeg fatter ikke altid mig selv.

ps. mellemrumstasten på den nye chromebook driller stadigvæk. 

Her går det godt

Livet går i sandhed op og ned. I morgen er den sidste dag i ferien. Det har været en super god ferie, som jeg har nydt mere end nogensinde. Alt oser bare for en gangs skyld af overskud og nærvær. Måske en anelse kedeligt og måske en anelse se mig jeg er ovenpå-agtigt, men så lad det være det. Det er sjovt at man sådan kan mærke forskel på sig selv og hvordan man tackler verden. 

Steven Gerrard anden del.

Jeg tvivler på, at Steven Gerrard læser min blog. Men i dag har han meddelt, at han fra sommerpausen ikke længere vil spille i Liverpool. Det er altid lidt trist, men også det eneste rigtige at gøre. Han tager sikkert et par år i USA eller Dubai eller noget i den dur. Føj, hvor har han dog været en god spiller for Liverpool. En af de bedste spillere jeg har set i mit liv. Ikke en Ronaldo eller Messi, men en Stevie G. Det bliver hans første klubskifte i karrieren. Det er sgu sjældent man ser det.

For 10 år siden

I 2005 drev Gerrard nærmest ene mand Liverpool til det største trofæ en fodboldklub kan vinde. Nu er han ved at være gammel. Han er ikke længere en drivkraft, men en luxusspiller, der tager straffespark og frispark. Det er ikke helt godt nok længere. Desværre. Jeg elsker ham da stadig, men håber snart han trækker sig tilbage eller bliver brugt mindre. Vi bliver alle ældre, det er der ikke noget i vejen med.