Jeg mener at kunne huske at have set Argentina-Holland i 1978, men jeg er ikke helt sikker. Argentina vandt og Mario Kempes blev topscorer. De havde Filiol på mål, men han spillede ikke med nummer 1. Det gjorde Osvaldo Ardiles, de havde nemlig givet numrene i alfabetisk rækkefølge. Maradona var ikke med, ham var for ung, men han havde været i betragtning til truppen.
I 1982 var Diego med. Han fik rødt kort mod Brasilien. Brasiliens hold var det bedste landshold nogensinde, men de vandt ikke. Det gjorde Italien. Rossi blev topscorer og de slog tyskerne i finalen, hvor Breitner scorede for tyskerne.
1986 var Diego og Danmark. Diego var urealistisk god og Danmark var vidundelige. Finalen skulle have heddet Argentina – Danmark, men tyskerne var klogere og kom i finalen igen. Maradona vandt.
I 1990 var jeg i England med Thomas. England tabte til tysken efter straffespark. Tysken var kold og kontant og vandt over Argentina i en kedelig finale. Bum bum og Brehme på straffespark og 1-0.
I 1994 cykler jeg op og ned ad Alpe d’Huez mens Romario og Bebeto tryller for Brasilien i USA. Baggio er smuk men brænder i straffesparkkonkurrencen og brasserne vinder.
I 1998 er Danmark i gang igen. Jeg er til grøn koncert. Jeg læser på uni og ser finale med Søren og Kim og Søren. Frankrig vinder fortjent. Zidane er forrygende. Ronaldo er træt træt træt.
Og så gik turen til Japan og Sydkorea. Danmark var med og Tøffe og Graversen giver Grønkjær buksevand. Jeg bliver gift. Danmark taber til Engerland. Brasilien slår Tyskland i finalen. Ronaldo er nu i hopla og fuldt flor. Det er 2002 og finalen ses på et bette fjernsyn på Trøjborg. Vi er nogle stykker. Blandt andet Ove og Søren.
I 2006 går det galt for Zidane. Han får rødt kort i finalen og Frankrig taber til Italia. Tyskland er på vej frem, men når kun semifinalen. De arrangerer dog et farligt fint VM. Jeg ser finalen i Janus La Cours gade i Århus med Søren og Ove. Forza Italia.
Og så begynder Spanien at være gode. Vi troede aldrig de ville vinde VM, men det gør de da i Sydafrika. De vinder over Holland. Holland prøver ellers at smadre dem, men det lykkedes kun til dels. Alonso har sikkert stadig en hilsen fra De Jong på brystet. I Odense sidder Søren og jeg og drikker øller og Gin og Tonic. Vi snakker to dage i streg. Dagen efter finalen begynder jeg at cykle igen. Det er 2010.
I dag er klokken 13.48. Søren sidder i et tog på vej mod Odense. Jeg hører rock og har købt øller og sendt familien til Jylland. Om syv timer spiller Tyskland mod Argentina. Vi holder med Tyskland. Det er min tiende VM-finale. Det er den femte jeg ser med Søren. Det er smukt.
