Det er lørdag morgen, og jeg sidder i et tog, der endnu ikke er kørt. Her er mange mennesker, men jeg har min pladsbillet og mon vinduesplads. Jeg er træt. Jeg har ikke sovet meget i nat. Jeg sov på hotel i Århus og det var rart, men jeg sover bare ikke igennem. Så jeg er træt. I går var jeg til gensyn med min skoleklasse fra Forældreskolen i Århus. Vi var ikke så mange. Faktisk var vi kun syv. Det var nu også helt fint.
Det er specielt at møde folk igen efter så mange år. Det er både hyggeligt og sjovt, men det er også noget der sætter tankerne i gang. For 30 år siden løb vi rundt og fjollede i en skolegård. Man var ens og forskellige på samme tid. I går kunne man så se hvordan lighederne og forskellene havde udviklet sig. Jeg kan ikke undgå at få det der satans mindreværdskompleks. Selvom jeg godt ved, at det ikke giver mening, så kommer det alligevel. For vi er forskellige. Fire ud af syv var direktør eller ejer af gjet firma. Og sådan er det. Min verden er bare noget andet. Noget helt helt helt andet.
Men hvorfor får man det der mindreværd? Jeg ved at andre får det, når de er sammen med mig. Så er det noget med at jeg er akademiker, mens de ikke har en uddannelse. Men det er jo lige meget. Og det er det så ikke alligevel. Måske bare en menneskelig ting, som vi ikke kan styre. Men jeg ser i det mindste tingene i øjnene. Hvad med de 18, der ikke mødte op? Var det fordi de ikke orkede at snakke om livet med gamle klassekammerater? Jeg gad godt vide det. Måske man skulle starte bilen og køre rundt og snakke med dem. Måske de bare er ligeglade.
