Jeg boede engang i en kælder på Helgesvej. Det var en rodet, men hyggelig kælder. På væggen over mit skrivebord havde jeg hængt et lille digt. Jeg havde selv skrevet det. En dag kom en kammerat forbi. Han læste engelsk og det er og var jo fint nok. Han kiggede på digtet og sagde, at det var dårligt. Måske endda, at det var noget lort. Nok bare dårligt, men jeg blev ikke glad.
Sådan var det dengang. Vi lavede ingenting. Vi turde ikke tror jeg. Vi var ironiske, for det vat nu engang det nemmeste. Jeg turde aldrig vise frem, hvad jeg skrev. En dag læste Søren det. Han foreslog at vi sendte det ind til et forlag. Kun for sjov, men hvorfor ikke? Det gjorde vi nu aldrig. Digtene ligger nu i en kasse i kælderen i Odense. Jeg skriver stadig. Mest på denne blog. Men det er OK og det er ikke noget lort. Det er vigtigt at skrive. Søren skriver nu sange, og de er faktisk ret så gode. Og det er ikke hverken ironisk eller for sjov. Faktisk er jeg stolt af ham.
For et par år siden, havde jeg lagt et digt på mit skrivebord. Lene læste det. Det gjorde helt ondt i kroppen. Hvis hun syntes, det var lort var det skidt. Hvis hun var ligeglad med det, var det tusinde gange værre. Hun kunne lide det.
Man skal lave noget. Ikke være bange for at tabe. De få ting i livet, hvor jeg er lykkedes har jeg været pisse ligeglad med om nogle syntes, hvad jeg lavede var skidt. Det er jo ikke så skidt endda.
En dag håber jeg at lave en totalt lo-fi musikvideo til et af Sørens numre. Det kan blive ret godt. Måske ikke for parnasset, men mindre kan også gøre det.
Tak for de pæne ord. Jeg vil meget gerne ha' dig til at lave en video 🙂