Walk like a man

Det er jo torsdag aften. I Herning sidder Sønne og hører Bruce. Jeg gad godt have siddet ved siden af. Knap så fuld som i tirsdags, men bare nydende musikken denne fine aften. Men jeg sidder i min sofa og hører Bruce. Fyldt med melankoli. Og med tanker om dette lille liv. Banale tanker javel, men dog tanker, der viser, at jeg stadig er i live. Det har været nogle voldsomme uger. Måske også derfor, at jeg drak mig lidt for fuld i tirsdags. Men vi gav den sgu gas i København. Mangt en københavner havde sikkert kaldt os for bonderøve. Og det var vi også. Jyske bonderøve på tur i den danske hovedstad.

Og hvad er der i vejen med at være en bonderøv. Jeg følte mig i hvert fald godt tilpas i mit selskab. Afslappet og glad sammen med de tre dejlige sønderjyder. Sønne min fineste ven, som jeg på sådan en aften får sagt mange gange til, at jeg elsker. Og så krammer vi. Vi er et smukt par. Vi har ikke så meget hår som vi havde engang. Men når vi giver den gas, så er vi sgu 25 igen. Så er vi to fulde jyske bonderøve. Og når Søren så har to fantastiske søstre, der mildest talt er gang i, ja så går det ikke stille af sig.

Så undskyld for at vi stod op i parken og dansede. Undskyld, at vi spildte lidt øl. Undskyld, hvis vi var højrøstede. Vi var bare fire jyske bonderøve, der holdt en fest.

Jeg håber Bruce giver Herning en fest i aften. Så nøjes jeg med min private fest bestående af Bruce i højttalerne og koldskål med kammerjunker i skålen.