Min mor

I går døde min mor. Jeg holdt hende i hånden, da hjertet stoppede med at slå og livet forsvandt fra hende. Jeg græd hele dagen i går. Hendes operation var tilsyneladende gået godt. Hun virkede frisk, da ungerne og jeg besøgte hende i fredags. Men så gik det den anden vej. Hurtigt. Jeg fik aldrig kontakt til hende igen. Fik sagt de ord jeg skulle, mens hun bare lå der og ventede på at få fred. Om hun hørte mig ved jeg ikke. Jeg håber det.

Jeg er ked af det. Men jeg er glad for at jeg så hende i fredags. Glad for at hun tog herfra efter vi havde fået snakket sammen. Jeg er afklaret. Men jeg er også ked af det. I dag er jeg hjemme med mine dejlige børn. Vi hygger. De forstår det ikke. Men vi snakker om det. Når vi bliver gamle så dør vi. Sådan er det. Jeg har min familie. Min mors mand er alene nu. Det bliver ikke nemt.

Sidst jeg skrev her på bloggen var jeg tæt på at få stress på mit job. Jeg har lavet for meget. Efter i går gik det op for mig, hvor latterligt det er. Hvorfor køre sig selv ned og sin familie i sænk fordi man altid vil være mister popular på job. Det skal jo være den anden vej. Min mor var bankdame. Hun arbejdede hårdt, stabilt og godt i mange år. Så overtog Danske Bank Provinsbanken og glæden ved jobbet forsvandt. Hun blev fyret ved prikkerunden i 1993 tror jeg det var. Hun fik ingen tak. Job giver dig penge. Men ingen taknemmelighed. Så hvorfor arbejde sig halvt ihjel?

Afklaret og ked sidder jeg og drikker en kop kaffe i solen. Min mor læste altid min blog. Jeg har mistet min måske trofaste læser, men det stopper mig ikke. Jeg bruger min blog som terapi og verden kan ikke undvære mine kloge ord, så jeg stopper ikke.

Print Friendly, PDF & Email

2 meninger om “Min mor”

  1. kondolerer my mann.. – mange tanker fra 9kg.. og en noviceudimassemedier der også læser din blog

Lukket for kommentarer.