For et par år siden spurgte en af mine venners kærester mig om, hvad jeg var bange for. Jeg svarede hende ikke specielt godt. Det har jeg tænkt over lige siden. Jeg er jo bange for mange ting. Bange for at mine børn, ikke har det godt nok. At jeg er en dårlig far. Bange for at min mor dør. Bange for at min svigerinde er sur på mig. Bange for at jeg ikke er god nok til mit job. Bange for at miste alt, og bare stå alene tilbage.
Jeg er til gengæld ikke bange for muslimer. Ej heller for homoseksuelle. Ikke engang hunde er jeg bange for. Jeg er dog stadig bange for edderkopper. Og slanger.
Jeg er også bange for at gå i små butikker, men har ikke noget problem med store butikker som Bilka og Kvickly. Jeg er bange for at stille mig op i større forsamlinger, hvor jeg ikke kender nogen. Hvis jeg kender alle, så er jeg ikke så bange. Jeg er bange for at være dum. Bange for at blive afsløret som en fupmager. Jeg er bange for store dele af min familie. Jeg er ikke bange for Søren og Bruce Springsteen.
Jeg er bange for mine naboer. Jeg er bange for ikke at være god nok. Jeg er dog ikke bange for at skrive alle mine meninger og tanker i min blog. Jeg er ikke bange, når jeg er med gode venner i sommerhus. Jeg er bange for at rejse. Men ikke når jeg har folk med, der tager styringen. Jeg er ikke bange for at skulle til Liverpool med Lasse. Måske lige flyveturen.
Noget er man bange for. Andet er man ikke bange for. Jeg er bange for at dø. Og til tider også bange for at leve.
