I går besluttede jeg mig for at køre op ad Teide. Jeg vidste ikke helt, hvor langt, der var op, kun at det ikke var under 30 km. Min tur op blev på 35 km, og det var pisse pisse hårdt. Jeg er på ingen måde bygget til at køre i bjerge. Jeg er alt for tung, men jeg tog turen alligevel. Efter ni km havde jeg faktisk opgivet. Det var for hårdt og for stejlt for min tunge krop. Jeg holdt i vejsiden og tænkte pis. Jeg besluttede mig for lige at tage lidt længere på min færd, og så vende om, når der var helt udsolgt. Jeg kunne jo altid vende cyklen og trille hele vejen hjem. Jeg kom dog ind i en rytme. En langsom rytme. Jeg holdt mine pauser og arbejdede mig langsomt op. Efter 17 km kom jeg til den sidste by. Derfra var der ingenting. Kun et bjerg en vej og lille mig. Og såmgik det i langsomt tempo gennem skyerne og op til El Portillo og informationscenter for Teide. Solen skinnede smukt over skyerne og jeg nød en sandwich og en cola. Jeg kunne have fortsat, men på det tidspunkt havde jeg cyklet i 3 timer og 17 minutter og besluttede mig for at køre ned igen, og ikke køre langs det fladere plateau på toppen. Skyerne var blevet tættere og til tider kunne jeg kun se 10 meter frem. Det var iskoldt, men jeg skulle bare videre. Under skyerne blev det varmere og jeg drønede af sted ned mod familien og hyggen. Da jeg kom hjem havde jeg cyklet 70 km og brugt over 4 timer på det. Det var skørt, hårdt og helt vildt flot. Det næste bjerg jeg skal køre opad behøver dog ikke være helt så langt 🙂
