Yndlingsplade nr. six

Jeg har mistet overblikket over mine yndlingsplader. Jeg husker simpelthen ikke, hvornår de kommer til mig i mit liv, så nu er den kronologiske rækkefølge ved at ryge sig en tur. Men jeg fortsætter alligevel fortrøstningsfuldt ud af pladernes trafikerede landevej. Og nummer 6 er igen ikke en plade, men et bånd. Et bånd fra et band, som at det er, og som at det var, som at der kommer fra Århus. Ikke Aarhus, som det staves i disse forbandede brandingstider, men Århus med bolle å og hele pivtøjet. Det er TV2. Det er deres plade/bånd/CD, der hedder Nærmest Lykkelig. Jeg husker, at Steffen Brandt sagde, at pladen havde været uinteressant, hvis den havde heddet Lykkelig. Nærmest Lykkelig. Det er en forrygende titel. Og numrene handler om at køre i tog, om at alt hun ville var at danse og Kalundborgfærgens agterdæk. Jeg hørte båndet på min walkman på mine aftengåture rundt i Tranbjerg. Så gik jeg ned til stationen, hen forbi den gamle købmand, og op til det nye kvarter, der var bygget. Jeg kiggede ind ad folks ruder og spekulerede på, hvem der dog boede derinde og om de var lykkelige. Eller måske bare nærmest lykkelige. Jeg tænkte også på, at der var piger bag gardinerne. Søde piger, der måske ville være kærester med mig en dag. Jeg tænkte meget. Jeg holdt af at gå der i min egen verden med musik i ørene og den mørke verden rundt om mig. Jeg brød mig ikke om, når jeg mødte nogen på min vej. Jeg brød mig ikke om folk med hund i snor. Sådan har jeg det også i dag. Jeg holder af at gå ture med musik i ørene, og ønsker ikke at møde nogen på min vej. De ødelægger min fred.

Jeg var til TV2 koncert omkring denne tid. Det var til fordel for Amnesty International, og det var i Stakladen i Århus. Jeg var sammen med Henrik Skovby, men TV2 gik på ved 23-tiden og jeg skulle nå den sidste bus hjem, så jeg gik kort inde i koncerten. Det var synd, for det var TV2 på en lille scene, hvor TV2 var allerbedst og størst.

Til vores bryllup havde Lise lavet en sang til os. Den var lavet på melodien til “Alt hvad hun ville var at danse”. Lise er enormt god til at skrive tekster og burde skrive mere. Det var smukt og rørende, og jeg begyndte at græde. Det glemmer jeg aldrig.

Print Friendly, PDF & Email

Her tænker du på “Yndlingsplade nr. six”

  1. Tak for dit indlæg. Jeg synes også, at du skriver godt. Og det er skønt at læse om Tranbjergungdommen.

Lukket for kommentarer.