Det er de andres skyld

Venstrefløjen giver højrefløjen skylden. Højrefløjen giver venstrefløjen skylden. Dem i arbejde gider ikke betale til dem, der ikke er i arbejde. De arbejdsløse synes det er alle mulige andres skyld, at de ikke er i job. De rige giver de fattige skylden for det faldende forbrug. De fattige giver de rige skylden for manglende offentlige indtægter. Det er altid de andres skyld. Da det gik godt i DK, var det regeringens skyld. Nu hvor det går skidt er det verdens skyld. Jeg er træt af skyld. Hvis noget er min skyld, vil jeg godt sige undskyld. Jeg lover, at jeg vil prøve at gøre det bedre fremover. Skal vi snakke skyld, så vil jeg dog godt fremhæve et par stykker. Det er min kones skyld, at jeg har et ret så fint liv. Det er mine børns skyld, at jeg til tider føler mig over the top lykkelig. Det er mine forældres skyld, at jeg trods alt er blevet et OK-menneske. Mine svigerforældre er skyld i mange ting, ikke mindst utallige dejlige stunder i Juelsminde. Mine venner er skyld i min manglende ensomhed. Mine kollegaers skyld, at jeg har det godt på jobbet Og til alle jer: I behøver ikke sige undskyld.

Godt valg til alle i morgen. Uanset resultatet skal det nok gå det hele. Skulle jorden gå under bliver det nok hverken Helle eller Lars, der får skylden for det. Det har vi jo muslimerne til. Eller de sorte. Eller jøderne. Eller de rødhårede. Vi finder nok nogen.

Print Friendly, PDF & Email