Har lige været på en fin cykeltur med Jensen. Vi var på Stige Ø, og kørte op og ned ad bakker, og jeg væltede hele fire gange. Mest fordi mine klamper ikke var spændt, men også fordi det er svært at køre på mountainbike. Men det var jo slet ikke det, jeg ville sige noget om. Det var mere, at jeg sgu er fucking træt af at skifte arbejdsplads eller være korttidsansat. Både Jensen og jeg er ansat til 31.12.2011, og det er sgu bare ikke fedt. Nu er det snart september, og så begynder man jo at blive opgivende. Man arbejder så godt man kan, og er konstant ydmyg og opofrende i sit job. Man tør ikke rigtigt sætte krav, da man på en eller anden latterlig måde konstant er på prøve. Det er sgu hårdt. Ja ja ja jeg skal ikke pive, bare komme i gang og sælge mig selv og starte for mig selv og bla. bla. fucking bla. Jeg vil sgu da bare have et job, hvor folk tror på mig, og giver mig nogle muligheder. HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?
Nu er der valg, og så skal vi høre på en masse tosser, der lukker lort på lort ud. Og de er alle vellønnede og i job. Arghhhhh.
Well said. Det er frustrerende – kortvarige ansættelser æder een op – man går i stykker af uvished, mangel på værdsættelse og forsøg på at ikke stille krav, da det jo kunne svække mulighederne for en genansættelse. Ligesom andre ulige forhold her i livet, hvor ønsket om for alvor at stemple ind kun ligger den ene part på sinde.
For en tid forsøger man sit bedste og lever med de dårlige forhold – efterhånden ødelægges man.