Måned: april 2011

Jeg kommer sjældent i teatret, men i aften var det anderledes. Jeg var nemlig en tur i Teater Momentum her i Odense og se stykket “Fordom for let øvede”. Det var Marlene, der havde spurgt om jeg ikke kom ned og så det. Marlene er min unge smukke veninde, og hun spiller en af rollerne i stykket. Det er unge mennesker, der står bag. Unge mennesker, der kun i sommer blev studenter. Og så kender man det jo så godt – amatørteater here we come. Og jeg kan love for, at jeg tidligere har krummet et par tæer i forbindelse med gymnasiemusicals og lignende, så man kunne jo godt have bange anelser. Og i foyeren var det da også tydeligt, at det var venner og familie, der skulle ind og se stykket. Jeg var meget alene i at repræsentere min aldersgruppe, men ved godt mod og velvidende, at det var gode unge mennesker, der skulle spille, tog jeg ellers min plads på bagerste række midt for. Efter kort tid blev jeg klar over, at dette ikke var nogen tilfældig gymnasieforestilling. At de unge mennsker, der stod på scenen foran mig havde talent. At stykkets forfatter og instruktør havde talent. I 70 minutter blev jeg forført ind i dette stykke, og så skuespil, som jeg ærlig talt ikke troede man kunne finde en torsdag aften i Odense for sølle 30 kroner.

Stykket handler om en forfatter, der ikke kan skrive. Det kan hans kæreste, og hun kan udover at skrive også lide at styre hans liv. Igennem drømme kommer inspiration til ham, og han får gennem sin usynlige hjælper muligheden for mere inspiration, når han trykker på en knap centralt placeret på scenen. Rammehistorien er Lucas og kæresten Sille, og inden i rammen er en masse mindre scenarier om fordomme, der også bliver emnet for Lucas’ nye bog. Det er en fin fortælling, og skuespillet var sgu i særklasse. Mange hævder, at der ikke sker noget i Odense, men så er det jo også en katastrofe, at det er familie og venner, der finder vej til sådanne små perler i det odenseanske kulturliv. Disse unge mennesker er på vej frem, og fortsætter de sådan, vil jeg om nogle år stolt kunne hævde, at jeg så dem på vej frem. Længe leve ungdommen. Giv dem en større scene og lad dem folde sig ud i fuldt flor. Da jeg kørte hjem på min grå cykel i mit grå tøj, var jeg sgu helt rørt over alt dette talent.

Sidder i toget på vej til Odense med min IPad og mine pumasko. Tænkte at ville fordrive tiden med et lille indlæg om livet og Horsens. Det regner i Horsens, eller gjorde i hvert fald, da jeg smuttede for 30 minutter siden. Uden for toget regner det stadig. Vi er vist snart i Fredericia……ja sørme om ikke damen i højttaleren lige bekræftede denne anelse. Og vi får endda nye vogne på toget. Så bliver det snart ikke finere. Apropos vogne, så begik jeg min første bilreperation nogensinde i går eftermiddags, og I kan tro, at jeg er en stolt mand. Jeg var endog i Biltema og købe reservedele……helt for og af mig selv. Så nu har Toyotaen fine nye vinduesviskere, og det tror jeg nok, at fruen er glad for i dag, hvor hun har bilen, og hvor regnen siler ned (video video).

Det er snart påske, og her håber jeg at se en del mennesker. Heriblandt Søren, Rikke, Mor og Jørn, Svigermekanikken, Lise med unger og hvem ved om man ikke også får tid til et par cykelture med fine mennesker. Dog ikke Jensen, der drager på træningslejr i det spanske – det vil jeg også snart. I stedet bliver det til træning i Juelsminde, og det er også fint.

Nu holder vi i Fredericia, og jeg kom i tanke om, at min mor savner noget med Lene og ungerne her på bloggen. Måske man skulle lave en lille fjollet film. Først skal der filmes unge mennesker i et madprojekt, men det er job og derfor kedeligt. Eller det er faktisk ret hyggeligt.

Og så tænker jeg lige, at Lene og lillemanden er til ørelæge lige nu. Håber hans ører har det godt. Intet kan jeg dog gøre fra eller til udover at sidde her og kigge ud på Fredericia Station. Havde det så bare været Skanderborg.

For zlatan, hvor det dog er fedt at cykle. I dag blev det til 47 km på racercyklen sammen med unge Morten. Det gør mit humør så fint, min dag så god og mine bukser så store. I de seneste år har sport været forbundet med smerte i min lille verden. Efter hver fodboldkamp har det været en kamp at få tøj på og gå op og ned ad trapper. Lyske, ankler, ryg og knæ har alle gjort så forbandet ondt. Nu er det kun musklerne, der kan gøre ondt, når det går stejlt op ad Boels Bro eller Vissenbjergbakken. Og så er det kun lige blevet april, og sommeren og foråret er kun på vej. Turene nu er kolde og i stiv vind. Om kort tid er det i solskin og i korte bukser og med fuld fart hen over stepperne. Me like.

I går holdt jeg i øvrigt tale for Sørens afgående 3g-klasse 3m i forbindelse med deres gallafest eller hvad det nu var, at det var, for jeg var ikke til stede. Talen var optaget og blev vist via Youtube. Fed og sjov ide fra Sønne, så er det bare om min præstation var god nok. Hvem ved, måske bliver talen offentliggjort på denne blog.

I aften får jeg besøg af nogle af mine tidligere elever fra Brandbjerg. De var de første, jeg prøvede at undervise, og at de her 5 år efter stadig vil se mig, er forhåbentligt et udtryk for, at jeg klarede det OK dengang i 2005.

Job går fint, og meget tyder på, at min ansættelse kommer til at løbe længere end 31.12. Der er i hvert fald projekter nok at give sig til.

God lørdag til alle, og 100% kærlighed herfra og ud i det danske land.