Trier fra Lyngby

Lars von Trier er faktisk et interessant menneske at læse om. Han er på ingen måde helt normal, og det gør at han får fortalt en del om, hvordan vores verden egentlig ser ud. Niels Thorsens bog, som jeg er nået 124 sider hen i, er en fin beskrivelse af manden von Trier. Eller bare Lars Trier fra Lyngby. For godt nok er han nyskabende grænsende til det geniale, men han er også et almindeligt menneske med kone og børn og Volvo. Rød Volvo. Jeg er normalt ikke nogen hund efter biografier, da jeg synes de bliver for selvfede, men denne bog er lidt anderledes. Det er ikke kun det gode ved Trier, der fremhæves. Det er et forsøg på at give et billede af ham. Fortalt af Thorsen, Trier selv og en masse, der kender ham.

Så hvis ikke du ønsker dig Knausgård i julegave, så kan du sagtens ønske dig Geniet af Thorsen. Og med det vil jeg gå i gang med de resterende 270 sider.

Print Friendly, PDF & Email