Der er Knausgård og der er von Trier. Begge er taget med mig på ferie i det orangeadeagtige Egypten. Knausgård er jeg færdig med. Hans andet bind var mindst lige så godt som det første, og det siger ikke så lidt. Jeg har ikke haft det sådan med litteratur siden jeg som ung mand læste The Catcher in the Rye af Salinger. Knausgård skriver om sit liv. Knausgård er midt i 30‘erne, når han skriver, er gift og har tre børn (børnene SKAL være i overtal). Han skriver om sig selv og sit liv. Det er stort, det er modigt, og det er også grænseoverskridende, men det er fremragende litteratur, hvis man spørger mig, og det gør man jo, når man læser det, jeg skriver.
Von Trier er en anden særling, som er med i Egypten, da Niels Thorsen har skrevet en bog om ham. Geniet hedder den. Den er jeg lige startet på, og den tegner ganske udmærket. Jeg har det ambivalent med Trier. Nogle af hans film betager mig, mens andre forekommer mig alt for konstruerede og med for meget distance. Jeg er glad for Europa, hans tegne-på-gulvet-film, Riget og Antichrist. Breaking the Waves er ikke min stil, og jeg forstår til stadighed ikke at folk blev rørt af den film. Den virker så distancerende tenderende det ironiske. Men det er nok bare mig. Trier som iscenesætter af sig selv og sine film er dog alletiders, og skulle jeg en dag møde ham og havde jeg været en modig mand, så ville jeg give ham en krammer.
