For fanden da, og så ind i helvede

Da jeg skulle sove i går, kørte min hjerne i tomgang for fulde hammer. Det giver ikke mening, det er jeg klar over, så jeg må hellere forklare mig. Min hjerne var fyldt med negative tanker, og jeg kunne ikke vende dem om. Der blev spekuleret til den store chokolademedalje, og det uden at det blev til andet end spekulation og frustration. Derfor prøver jeg nu at skrive mig ud af spekulationerne, så hvis du ikke gider læse om det, så gå ind på en anden side…….NU.

For det første. Liverpool. Fire nederlag på stribe er ikke set siden 1987, hvis jeg ellers hørte rigtigt i går. Dårligste serie i 22 år. 1 mål i de sidste fire kampe, mens der er gået 7 ind. Det er skidt. På søndag står den på Manchester United, og jeg kan ikke se, hvordan den kamp skal kunne vindes uden Gerrard og Torres på holdet. Så jeg frygter, at jeg på søndag er fan af et hold, der har tabt fem kampe i træk. Det kan jeg ikke engang huske, at hverken AGF eller Utopias Old Boys har præsteret. Øv. Og så alle de kommentarer der kommer fra både tilhængere og modstandere. Folk bliver så kloge at høre på. I går var forklaringen at Liverpool havde solgt 36-årige Sami Hyypiä, at Benitez havde fået for meget magt i klubben, at Insua er dårlig og bla bla bla. For et år siden vil jeg vædde med, at jeg kan finde folk, der synes, at vi bliver bedre, hvis Sami ikke spiller og giver pladsen til Agger i stedet, at Benitez ikke havde nok indflydelse, at Insua skulle have chancen og igen bla bla bla. Jeg er så træt af nemme løsninger. Det hele er jo en stor sammenhæng af mange ting. Og det løser man ikke bare ved at skifte en back, fyre en træner eller bla bla bla. Det der bekymrer mig mest, er at Liverpool ejes af to amerikanere, der ikke kan være i stue sammen. De har ejet klubben i et par år, og tænker kun på, hvor mange penge de kan få, når de en dag sælger klubben. Liverpool er som klub i krise. Der er ikke kommet det stadion, der blev lovet. Der er blevet solgt spillere for at kunne købe nye. Da vi solgte Peter Crouch fik vi aldrig en ny angriber af samme klasse. Keane blev købt og solgt igen, og derefter har David Ngog været anden angriber. Ngog ville seriøst have problemer med at komme på AGF’s hold.

Der er mange forklaringer, og er det ikke bare træneren, der må tage konsekvensen og så tage sin fyreseddel? Det synes jeg ikke, og jeg tror heller ikke, at muligheden er til stede. Benitez fik forlænget sin kontrakt i foråret, så at fyre ham nu vil koste klubben mange mange penge, og når man ikke har råd til spillere, hvordan skulle man så have råd til at give ham 25 mio pund i fratrædelse. Og skulle det så være beslutningen, hvem skal vi så vælge? Der er ingen emner i Premier League, så bedste bud kunne være Jose Mourinho i Inter. Han er en bedre manager end Benitez, men at købe ham fri af Inter har vi på ingen måde råd til. Så skal vi hente Klinsmann, men er han seriøst en bedre manager end Rafael Benitez? Jeg tvivler. Capello? Umulig at hente. Hiddink? svær og venner med Chelsea. Og så videre og så videre. Det er sgutte nemt, og det giver frustration, for der er INTET, jeg kan gøre ved det. Ikke andet end at håbe på at det hele løser sig selv og at Ngog bliver verdens bedste angriber i løbet af denne sæson.

Det andet der holdt mig vågen i går er faktisk noget vigtigere end Liverpool. Det er Aske. Min dejlige dreng. Han har haft lidt problemer i børnehaven. De synes, han er lidt umoden. Han bliver snart 4, så det….. De har haft problemer med at kunne tackle ham. Ikke at han slår de andre eller noget. Han bliver vist bare ked af det i ny og næ. Så blev der sat en observatør på, da han gik i vuggestue. Hun kom forbi en del gange og lagde ikke mærke til noget. Så har der været en observatør i børnehaven. Hun har udfærdiget et par rapporter om Aske. Gode og imponerende vil jeg ikke kalde de rapporter. Aske leger med en dreng. Aske er glad. Aske griner….. og så videre. Og nu skal vi så til møde på fredag. Jeg kan mærke, at jeg er ved at miste min tro på institutionen og alt det der observatørhalløj. Jeg vil så gerne være en forstående forælder, men jeg synes simpelthen deres rapporter er noget hø. Det er simpelthen for ringe, og så er det altså svært at tage dem seriøst. Nu vil de overveje en støttepædagog, men her tror jeg nu nok, at faderen og moderen står af. Jeg er overbevist om at Aske måske lidt er en sær snegl, men også, at han er et velfungerende og normalt barn. Vi har det så godt sammen herhjemme, og han er altid nem at have med i byen. Men hvad skal man gøre? Man vil jo også gerne bare være en god far. Arrrrrrgggggghhhhhhh

Nå nu fik jeg da skrevet lidt. Så håber jeg, at jeg falder lidt hurtigere i søvn i aften.

Print Friendly, PDF & Email

4 meninger om “For fanden da, og så ind i helvede”

  1. Jeg kan sgu godt forstå, du bekymrer dig for Liverpool, men tag det roligt mht. junior. Jeg har selv været møllen igennem med min ældste knægt, som de velmenende pædagoger mente var lidt for indadvendt. Han kom også sent i gang med at tale, og inden man kunne sige "velfærdsstat" blev han mandsopdækket af sprogeksperter og andet godtfolk. Det var der slet ikke behov for, men når først papirarbejdet er sat i gang, kan det åbenbart ikke stoppes igen. Knægten har det fint nu (det havde han forøvrigt hele tiden), og han taler ALT for meget. Den største industri herhjemme er bekymringsindustrien.

  2. For satan, hvor er det godt sagt Baunvig. Jeg har det på helt samme måde. Nu elsker jeg dig mere end nogensinde før. Jeg giver sgu øl den 12. december.

  3. Jeg er sikker på, at Jørgen Leth også var lidt en sær snegl, da han var 4 år. Knægten skal sgu nok blive mindst lige så sej og rar som sin far … og lidt hurtigere på fodboldbanen.

Lukket for kommentarer.