There will be blood

I går havde jeg den dobbelte fornøjelse af både at være sammen med min gode ven Tony og samtidig opleve Paul Thomas Andersons fabelagtige film There will be blood med den lige så fabelagtige Daniel Day Lewis i hovedrollen. Lewis fik som bekendt en Oscar for sin optræden og det kan der ikke siges noget til. Jeg har tidligere på siden fortalt om Viggo Mortensen i Eastern Promises, men Lewis’s præstation er af en helt anden karakter. For hvor Viggo var god som skurk/helt i en rigtig rigtig god film, der også havde andre gode skuespillere, ja så er Lewis stort set ene om at bære There Will Be Blood. Så vidt jeg husker er der kun én mindre scene samt en lille sekvens, hvor Lewis ikke er med. I 2 timer og 44 minutter fylder han konstant skærmen og det er fremragende. Karakteren Daniel Plainview er skræmmende som bare pokker, for han er ikke til at fange. Er han god eller ond? Er han stærk eller svag? Selv nu 24 timer efter jeg satte mig ind i biografen, er jeg ikke helt med på det. Jeg forstår ikke helt filmen. Kan heller ikke greje om Eli og Paul er den samme person eller om de er tvillinger. Jeg må næsten se den igen. Det er en film på højde med Giganten med Jimmy Dean og faktisk også Citizen Kane. Det er et forsøg på at fange en stor mands person i en historie. Et forsøg der både lykkedes, men også fejler, da det ikke er muligt. Derudover kan filmen ses som et billede på den amerikanske drøm, som en kritik af kirken og som en generel samfundskritik. Det ville være en fryd at undervise i denne film. 

SE DEN!

Print Friendly, PDF & Email